Odderen i Karup Å


Sæler i Karup Å


Naturen ved Karup Å


Lystfiskerferie


Fangstjournal









Odderens part


Mandag den første marts bød på et råt vejrlig med frostgrader, blæst og snebyger. Selv om sæsonpremieren havde lokket mig nordpå, kunne selv ikke morgenkaffen i ISFs fiskerhytte ved Hessellund drive mig ind til åen.


Jeg mindedes en sæsonpremiere for mange år siden, dengang den faldt en måned tidligere, hvor Karup Å dalen og dele af åen var både tilsneet og - frosset. Det var desværre før jeg havde opnået en alder, der gav ret til de varmegivende klare dråber, og måtte nøjes med kaffen.


Onsdag den tredje levede op til vejrudsigtens løfter om solskin og behersket vind fra nord. Altså ingen undskyldning for ikke at starte ørredsæsonen, selv om landet stadig var i sneens og frostens favntag. Køreturen fra det øst - til det midtjyske var en rejse ind i et vinterlandskab, som er sjældent i Danmark. Tilfrosne søer og tilsneede bakker mellem nøgne bøge blev afløst af Vrads Sandes delvist tilføgne lyngbakker. Som igen veg for Gludsted plantages høje, snepudrede graner, der gav stafetten videre til tilsneede midtjyske vidder.


Ådalen ved Munklinde neden for Agerskov Dambrug var blændende hvid – og kold. Åbredden var stivfrossen under det tykke snedække, så åen var let tilgængelig, selv på de sumpede strækninger. Åen, der her for det meste højst er et par meter bred, løb med middel vandstand.


Jeg så fra vejen ned over den første slyngede åstrækning med den forventningsfuldhed, som er forbeholdt sæsonpremieren. Kun halvt tilsneede fodspor fra en enkelt anden fisker brød snefladen. Der var dikteret fiskeri fra foreningsstykkets start. Ikke noget med at gå længere ned i ådalen. Hvorfor springe de første løfterige meter over?


Uden nogen særlig overvejelse blev spinnegrejet rigget til, og mit favoritblink monteret. Kobber med en rød stribe.


Kuldegraderne gjorde handsker nødvendige. Det gør kastene lidt bøvlede, men ikke meget mere end stivfrosne bare fingre, har erfaringerne lært mig. Så hvorfor give afkald på lidt komfort?


Det forventede hug i første kast udeblev. Jeg har oplevet det en enkelt gang, og netop på denne strækning. Men dermed har jeg vel også opbrugt mit lystfiskerlivs kvote. Til gengæld blev jeg kort efter belønnet med tre på hinanden følgende bundhug. En påmindelse om, at åen ændrer sit løb på fire måneder, og at det var nødvendigt at bruge lidt mere omtanke på at læse, hvad er gemte sig under vandoverfladens krusninger og glatte flader.


Bag det første nøgne krat blev et kast brat afbrudt af en middelstor fuglerede, som linen dannede omkring fastspolehjulet. Småbandende fik jeg vippet blinket ud af vandet og op på bredden. Det tog en rum tid at få redet trådene ud igen, og det gik op for mig, at linen, der havde nogle år på bagen, nok var mere kinket, end godt var. Nå, men den virkede nu solid nok.


Jeg genoptog fiskeriet med lidt mere realistiske forventninger til, hvad de næste kast måtte bringe. Men blev revet ud af min nyfundne ligevægtstilstand af et voldsomt plaskeri en snes meter længere nede, der satte brinkens visne siv i bevægelse. Hvad pokker? En kraftig bølge over flere meter op mod strømmen, og noget stort og sort, der plaskede rundt i overfladen helt inde under åbredden. Det kunne da ikke være en fisk!


Kort efter dukkede en odder op i åen lige ud for mine fødder. Den så mig, og så så jeg ikke mere til den. Umuligt at afgøre, hvor den blev af, men den fortsatte vel opstrøms, gik jeg ud fra.


Denne min første tête-à-tête med en odder, efterlod mig med blandede følelser. I mine unge fiskerår var oddere, hejrer, fiskeørne og andre bejlere til eftertragtet lystfiskerbytte skadedyr, der måtte og blev bekriget uden iagttagelse af Geneve- eller andre konventioner. Jeg mener i dag at være nået til at acceptere de nævnte arter som fuldgyldige medlemmer af fiskernes broderskab, selv om vi aldrig bliver enige om de etiske regler for fiskeriet. Med hensyn til sæler, der tolder på havørrederne op i nedre Karup Å, og skarver, der i tilfælde af tilfrosne fjorde i flok drager på plyndringstogt op i åen, har jeg det sværere. Vi lystfiskere håndhæver og forsvarer lige som jægere hårdnakket vores territorium og mulige bytte mod konkurrenter, når de bliver for grove.


Der stod jeg så, medens kulden langsomt sneg sig op gennem fodsålerne. På den ene side en stor oplevelse rigere, på den anden med et fiskeri, der var mere forstyrret end efter en hel flok tobende kollegers huseren. Med alle fisk nedstrøms sandsynligvis skræmt i skjul, kunne jeg vel lige så godt søge en kilometers penge nedstrøms og håbe på, at der ikke var andre forstyrrende elementer på spil der.


Beslutningen truffet begav jeg mig på vej og nåede vel en tyve meter forbi det sted, hvor odderen havde rumsteret. Men da stien nedstrøms fører tæt forbi et par steder, hvorfra jeg har gode minder, kunne jeg dog ikke dy mig for lige at forsøge et par kast. Og således fandt jeg mig selv i færd med mod odds grundigt at gennemfiske det første sving, hvor der er gode skjulesteder. Dog ikke for fiskere, idet åen skærer sig ind i en høj brink. Midt i svinget blev jeg tvunget op på brinkens top, hvor mine forsøg på at falde i ét med omgivelserne belønnede mig med et koldt knæ.


Et langt, lidt akavet underhåndskast landede ovre under den modsatte bred i bagvandet til det første sving, hvor et nyt halvfems graders sving sender åen videre mod nye, lovende pladser. Jeg dyppede stangspidsen ned mod åens overflade og startede indspinningen. Blinket havde ikke bevæget sig langt ud mod åens dybere parti, før den blev taget med et solidt rusk, der forsatte i et sejt træk ud mod midten af åen og ind i det dybe parti under min bred.


Jeg kom op og ned i svingets vinkel. Fisken gik dybt, hvad ville den? Hvis nedstrøms måtte jeg forcere en bæk, der i en lille, sumpet kløft med et afsluttende halvt meters fald sluttede sig til åen. Altså måtte jeg i givet fald op og noget bagud på brinken med risiko for ….


Fisken holdt sig i svinget og lod sig presse op mod mig. Jeg så den første gang, da den vendte ud for mig for at gå nogle meter nedstrøms. Havørred.


Fighten foregik inden for en halv snes meter. Jeg satsede på at kunne holde den i svinget, og fandt fodfæste på en tue i vandoverfalden lige oven for bækken. Fik slået mit nye fangstnet, en julegave der aldrig havde været i brug, ud og lagt det op ad brinken, klar til brug. Fisken vendte tæt forbi flere gange, men et par forsøg på at nette den mislykkedes. Jeg lagde nettet ned igen. Fisken kørte nu rundt på kort line, næppe mere end fire-fem meter, lidt nedstrøms og ud for mig.


Pludselig vendte den rundt med bugen i vejret og linen slået rundt om gællerne i et lille strømlæ under brinken. Jeg kunne korte linen ind, trække den opstrøms, og køre nettet op om den.


Oppe på brinken, i sikker afstand fra åen, vippede jeg den ud i sneen. Solen og sneen lokkede nuancer af sølv og messing ud af dens mørke flanke. En han i god kondition med et stort hoved og kraftigt kæbeparti. Efter at have dræbt den, måtte jeg skære trekrogen fri fra nedenunder dens tunge. Godt det ikke var en nedgænger. Vægten viste 3,7 kg og målebåndet 70 cm. Min hidtil største havørred.



Jeg måtte dele glæden over fangsten med nogen, og da ingen fiskere var at se, heller ikke odderen, ringede jeg for at takke én af de ædle giver af fangstnettet. Som midt i et sikkert betydningsfuldt møde ikke helt var på det rene med, hvilket net jeg talte om, og givetvis tog min ophidselse over en død fisk til indtægt for en lettere, men endnu ikke alvorligt funktionstruende, gåen i barndom.


Et nærmere eftersyn af krabaten afslørede to sår: den øverste del af halefinnen manglede, svarende til et pænt, halvrundt bidmærke, og rygfinnen var flækket en centimeter fra toppen og ned til roden, hvor der var et sår på ryggen. Det var friske sår.


Langsomt, som i en TV-rekonstruktion, så jeg på mit indre filmlærred odderen under sin jagt opstrøms spotte havørreden i dens skjul under brinken, der hvor jeg havde set og hørt tumulten. Odderens tandsæt, der klapper sammen om halefinnen, og én af dens klør, der flænser rygfinnen. Ørreden, der slår sig fri af tandsættet og kloen, og i en brat drejning går nedstrøms for fuld fart. Odderen, der med et stykke brusket halefinne i munden plasker rundt, tager pejling, og satser på at fortsætte jagten på havørreden opstrøms. For at løbe ind i mig, og derefter flygte videre opstrøms, hvor den forhåbentligvis fandt et par undslupne damfisk at trøste sig med.


Havørreden, der fortsætter sin flugt ned forbi svinget og stopper ude i bagvandet, hvor den har et godt overblik og mulighed for at flygte i flere forskellige retninger, hvis nu odderen skulle dukke op igen. Aggressiv og frustreret vogter den nu over sit nye territorium.


Men odderen dukker ikke op. I stedet formaster noget mindre og irriterende, som den kan afreagere på sig ind på dens territorium. Mit 5 grams kobberblink.


Tak, odder, for at overlade mig løvens part af fisken!


Finn Borum, 23.marts 2010.


Gå til [Top] eller retur til [Oplevelser ved åen]

Siden er sidst redigeret 7. april 2010 og set 1.844 gange

Søg på karupaa.com

Nyhedsbrev

Send os din e-mail adresse og
modtag KÅS nyhedsbreve:

Info om Nyhedsbrev

Seneste nyheder

16. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 4,50 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

16. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 2,80 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

16. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 4,80 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

13. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 2,20 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

13. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 3,00 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

Se listen over de seneste nyheder


Hvad sker der lige nu?

Der er ingen nyheder lige nu.


Se listen over hændelser