Lystfiskerferie


Fangstjournal


Vandplejefond


Karup Å havørrederne


Naturen ved Karup Å


Fisketips









Min første havørred fra Karup Å


Som mange andre drenge begyndte jeg min fiskekarriere med en billig glasfiberstang påmonteret et simpelt hjul. Da min far fik øjnene op for min iver efter lystfiskeriets glæder, forærede han mig en dejlig 9-fods splitcanestang af mærket Norden. Det var godt, dansk håndværk, der kvalitetsmæssigt kom på højde med de engelske mærker. Jeg erindrer endnu den glæde med hvilken, jeg første gang begav mig på fisketur med min nyerhvervelse. Det var med denne stang, jeg fejrede min første triumf indenfor lystfiskeriet, og stangen pryder nu væggen som et uerstatteligt klenodie.


Episoden foregik ved Karup Å for cirka fyrre år siden. Mine forældre og jeg holdt ferie på "Pension Ådal" sammen med flere andre lystfiskere. En råkold formiddag havde vi begivet os til Dueholm for at prøve lykken. Hen mod middag havde fiskeriet endnu ikke givet resultat, og jeg stod opgivende og sendte mit blink i lange kast ned mod det næste sving. Da faldt hugget tungt og dybt.

Jeg registrerede overhovedet ikke det skete som krogningen af en fisk, men derimod som et kæmpe bundhug. Først da linen strøg fra hjulet, blev jeg klar over, at jeg havde min første større fisk på krogen. Jeg bævrede af nervøsitet - hænderne gik på mig, som fik jeg elektrochok. Jeg råbte om hjælp fra nær og fjern. Da min far og en anden behjælpelig sjæl nåede frem, havde fisken ændret taktik og stod nu uhjælpelig fast på sin standplads. Stangen dirrede stadig voldsomt; men det var ikke fiskens bevægelser, der var årsag dertil, snarere min ukontrollable nervøsitet. Hver gang jeg forsøgte at tvinge fisken mod mig, tog den bare et udløb tilbage på pladsen.


Panikken var ved at gribe mig. Jeg ville med djævelens vold og magt have tag i denne fisk. Mine angreb på fisken blev voldsommere og voldsommere, og det ville uden tvivl være gået galt, hvis ikke en behjertet medfisker havde taget affære og kommanderet mig nedstrøms.

Fisken gav sig og begyndte at følge med. Tempoet blev øget, og jeg var så opslugt afhændelserne, at jeg overhovedet ikke ænsede mine omgivelser. Det udmøntede sig uheldigvis i en fiskestangs kvaste topstykke - jeg så den overhovedet ikke, men trådte lige ned på den.
Da vi rundede første sving, kom fisken til overfladen i en vending, og linen blev pludselig slap.


Jeg skreg af skuffelse.


Det viste sig snart at min frygt var ubegrundet. Fisken var stadig i den anden ende, men havde åbenbart i sinde at komme nedstrøms hurtigere end jeg. Nu løb jeg det bedste, jeg havde lært.

Snart opstod imidlertid en ny vanskelighed. Foran mig var en bæk af en bredde, jeg under normale omstændigheder ikke ville drømme om at springe over.

Min hjælper var imidlertid allerede på den anden side og greb mig, da jeg frygtløst forcerede forhindringen.

Nu gik det over gyngende engbund i et hæsblæsende tempo. Det gik så stærkt, at min ikke alt for adrætte far havde opgivet at følge med og kom halsende et stykke efter.

Snart stod jeg imidlertid ansigt til ansigt med et træ, der stod i vandkanten. Enten måtte jeg i baljen, eller også måtte jeg forsøge landing.

Opfordret til det sidste vendte jeg så fisken, der udmattet efter at være blevet hevet gennem vandet af et sindssygt tobenet væsen lod sig føre til land og blev landet elegant af min hjælper.

Uden at give mig tid til at løsne krogen fra linen halsede jeg med stang, line og fisk godt viklet ind i hinanden op til bilen, hvor jeg krampagtigt klamrede mig til kalorius. Først da bagagerummet var forsvarligt låst, begyndte jeg at blive roligere.

Hvor var jeg stolt, da fisken lå til beskuelse på gulvet på "Ådalen". Igen og igen fortalte jeg om den pragtfulde oplevelse, fangsten af denne 9 punds havørred havde været. Glæden er stadig stor hver gang, jeg fanger en havørred; men spændingen når aldrig lignende højder.


Fra da af var jeg fortabt havørredfisker, og Karup Å blev mit yndlingsvandløb.


Mogens Styhr, A-HSF.

Mogens Styhr er en de kendte Karup Å fiskere. Ikke mindst fordi han i sin Pension Højbo på Vormstrupvej kun et par langspyt fra åen, møder lystfiskere fra mange lande. Sidste år fortalte han os historien om "barberen og degnen", og i år får vi beretningen om hans første Karup Å havørred.


Gå til [Top] eller retur til [Oplevelser ved åen]

Siden er sidst redigeret 14. november 2004 og set 4.528 gange

Søg på karupaa.com

Nyhedsbrev

Send os din e-mail adresse og
modtag KÅS nyhedsbreve:

Info om Nyhedsbrev

Seneste nyheder

16. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 4,50 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

16. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 2,80 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

16. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 4,80 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

13. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 2,20 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

13. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 3,00 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

Se listen over de seneste nyheder


Hvad sker der lige nu?

Der er ingen nyheder lige nu.


Se listen over hændelser