Fangstjournal


Lystfiskerferie


Vandplejefond


Naturen ved Karup Å









Overbid..!

 

Uhyggen breder sig langs Karup Å. Vi bør nok advare om, at natfiskeri aldrig bliver helt det samme, når man har læst følgende  rystende sande beretning af Jan Snejbjerg. KÅS har fået tilladelse til igen at bringe artiklen, der tidligere har været trykt i FiskeAvisen:


OVERBID..!


Vi, os der er så heldige at bo tæt ved noget lokkende fiskevand, kender den alle.

DEN kommer snigende allerede under aftensmaden. Børnene bliver lagt i seng, og samtalerne om dagens gang er så småt begyndt at nå deres afslutning. DEN er nu ikke længere snigende. Nej snarere tromlende. Tankerne rummer månelys, birketræer, agnvalg, linetykkelse og selvfølgelig det intense øjeblik, hvor stangen reagerer på en berøring ude fra den anden ende af linen. DEN - lysten til snarest muligt at få løbepas til endnu en aften med fiskestangen, er ganske enkelt det altoverskyggende i ens indre. DEN er 100 % dominerende i ens forstand, og ender for det meste med at blive realiseret enten i virkelighed, eller i drømme om hvad man gik glip af. Denne historie udspringer netop en af disse utallige dage, hvor DEN har meldt sin ankomst.


Som aftenen før og et utal af aftner før den, måtte chancerne være ekstra gode den specielle aften. Jeg nævnte allerede den gunstige vestenvind, der helt sikkert måtte holde fluefiskerne væk, ved aftensmaden. Det var også et plus, at min nye wobler var den samme, som gav mig en flot fisk tidligt på sæsonen. Ja, der var en lang række plusser og kun et minus - kl. var efterhånden blevet 21.00. Nå men natfisker kunne man jo også tænke sig at være, især når DEN bankede så voldsomt på.

Af sted det gik ved første chance. Grejet ud i bilen og speederen i bund. Nu skulle DEN vises, hvad det hele gik ud på. Hen til yndlingshullet. ÆV - der gik der en fluefisker, der ikke vidste at vestenvinden netop skulle holde ham hjemme. Nå men videre til næste parkeringsplads og samme triste blik skuede mine øjne. De bliver noget sure de fluefiskere, når man svinger sin store røde wobler ud med et dertilhørende kæmpeplask til følge, men fiskes det skulle der.


Endelig blev DEN realiseret. Lysten var nu blevet aktiveret i en perfekt knude, der helt sikkert ville give wobleren den bevægelse, der ligeså sikkert ville lokke fisken. På med dresset, ups. Der var ingen vadestøvler på wadersene. Nå pyt. Jeg har altid gummistøvler i bilen, endda grønne, så på med dem, wadersene tilbage og fuldt firspring, stangen i vejret og huj hej det gik ned til åen og i gang. Fiskeriet kørte da også fint med det samme. Første kast gav et ganske pænt hug.

Tilslag og en drivende grødeklat var kroget i mørket. Nå men forsigtigt blev grøden landet og under eder smidt et godt stykke ind på land. Fiskeriet kunne fortsætte. Som det jo går, når man er aktiveret af DEN, så nærmest flyver tiden. September og kl. 24.00 er ensbetydende med såvel mørke som uhygge, når man er debutant ud i natfiskeriets mysterier.


Jeg skal da også lige tilføje, at store pattedyr ikke ligefrem er min livret, heller ikke de brogede der muhende går rundt på engene. At skyerne samtidig gjorde, at månen kun i glimt formåede at levere lys bidrog heller ikke til at oplevelsen blev mindre frygtindgydende. Nå men som sagt så går tiden lynhurtigt når man fisker, og en dag havde jo sagt farvel, og en ny var begyndt. Et perfekt kast, over mod det jeg formodede var modsatte brink, var netop blevet udført, da jeg følte mig iagttaget. Ikke den behagelige følelse af, at der står nogen og kigger - nej nærmere, at der står noget og kigger. Der stod jeg så og bævrede, mens hovedet kørte fra skulder til skulder alt imens wobler og line langsomt blev påvirket af et af åens blanke elementer. Snap - så var der fisk på. Ikke verdens største fisk, men en ganske pæn fisk - vel at mærke efter presset at bedømme.


Det noget kluntede modhug faldt i samme øjeblik jeg første gang fysisk blev gjort opmærksom på, at der rent faktisk var noget bag mig. Noget der ikke ville mig noget godt. Mine ører hørte den værst tænkelige snerren, og straks var mine tanker 6 - 7 år tilbage i tiden. Poul Thomsen og hans naturvenner havde i DR netop advaret imod pantere og andre kattedyr, der levede som vilde jægere i Danmark. Her stod jeg. Det moderne menneske med det intakte urinstinkt - jægerinstinktet - og var selv blevet byttet. Efter lyden at dømme var det endda tæt på, at jeg var fortæret, og samtidig forsøgte jeg forgæves at kontrollere den efterhånden noget irriterende fisk i den anden ende af linen. Lyd blev nu til syn, for månen gav lige med et lys nok til at et par grønne stikkende onde og helt sikkert fjendtlige øjne lyste al deres ondskab direkte mod mig. Nu gjaldt det overlevelsen, og med resterne af urmenneskets instinkter sprang jeg direkte ud i det noget voldsomme å. Plasket der helt sikkert vækkede mangt en lystfisker den nat, gjorde imidlertid utysket helt vildt. Det for direkte imod mig, stadig med en snerren som jeg ikke kan finde ord for. Fisken i den anden ende kæmpede fortsat for sin frihed, mens jeg brugte stangen som slagvåben mod det uhyre, der ville mig til livs.


Kampen var ulige, idet jeg stod overfor en usynlig fjende med grønne øjne og et snerrende væsen, der isnede mig mere end den kolde å, bevæbnet med en 9 fods kulfiberstang. Havde monstret kunnet grine, ville jeg uden tvivl have vundet. Det ville ganske givet have endt med, at angriberen havde grinet sig ihjel, men nej. Den stod i stedet og fik min stangspids i hovedet, mens jeg stod i vand til livet og skreg af mine lungers fulde kraft. Så skete det uventede. Et mindre uhyre dukkede op og smuttede langsomt hen bag det andet. I månelyset, der i samme øjeblik gjorde nat til dag, kunne, jeg se, at min modstander var en gammel gråpelset grævling med et meget imponerende tandsæt, ikke en halv meter fra mig oppe på brinken og med tørre ben - hvilket man ikke ligefrem kunne sige om mig. Dette syn gav lige pludselig kampen en voldsom drejning. Nu vidste jeg hvem fjenden var, og varulve, tigre og pantere var igen noget der hørte Pouls univers til. Nej, jeg stod overfor et lille ondskabsfuldt gråpelset og højst sandsynligt loppebefængt musejagende dyr med et overordentligt godt moderinstinkt. Netop i dette øjeblik slap fisken sit greb om min røde wobbler, og nærmest samtidig kunne jeg konstatere, at jeg nu ikke længere var interessant for hverken moder eller unge. De forlod kamppladsen uden at efterlade de, skulle det senere vise sig, meget nødvendige beviser for deres eksistens. I gummistøvler, med vand til armhulerne i en klam og kold å, og med en tabt fisk på en noget desillusioneret nethinde forsøgte jeg nu at komme på land igen. Det var da også netop nu, at man mest af alt ønskede at have åen for sig selv, og da skete det.


Går vi tilbage i tiden, har Karup Å lagt ryg til mange dramatiske beretninger. Men som vi dokumenterer her, er dramaerne også nutidige. Her har tegneren Lars Håkansson fanget netop det øjeblik, som gør Jan Snejbjergs beretning så rystende. Vi mener at vide, at det er Jan til venstre.


"Har du brug for hjælp?" lød det et sted inde i mørket. Der stod de så - to af de fluefiskere, der havde misforstået den med vinden fra vest, og grinte en del af situationen. I lyset fra to pandelamper indstillet til fjernlys med ekstra store halogenpærer kunne jeg kort erkende, at jeg efterhånden havde klaret problemerne selv, men at jeg da havde været i noget, der kunne minde om livsfare, og at der da havde været vilde dyr involveret i den heltmodige bedrift, jeg netop havde overlevet.


Tvivlen kom mig nok til gode, for de begyndte først at grine igen, da jeg åbnede bagagerummet og begyndte den noget omfangsrige afklædning af våde tøjgenstande. Da jeg ville hilse farvel på vej ud fra parkeringspladsen, var kontakt til dem ikke mulig, og tager jeg ikke fejl griner de stadig af det, der for mig kun kan ses som et hint om, at DEN af og til lokker en ud i noget, der ikke fører fisk med sig, men til gengæld udvider ens horisont til noget ekstraordinært. Til sidst er det mig samtidig magtpåliggende at nævne, at jeg jo faktisk havde ret - fiskene ville bide den aften, men at grævlingerne bider, når fiskene gør, var jeg bare ikke klar over.


Det kan da kaldes overbid.


Jan Snejbjerg, SRK.


Gå til [Top] eller retur til [Oplevelser ved åen]

Siden er sidst redigeret 17. februar 2004 og set 3.364 gange

Søg på karupaa.com

Nyhedsbrev

Send os din e-mail adresse og
modtag KÅS nyhedsbreve:

Info om Nyhedsbrev

Seneste nyheder

16. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 4,50 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

16. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 2,80 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

16. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 4,80 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

13. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 2,20 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

13. november 2017:
Der er indrapporteret fangst af en havørred på 3,00 kg i Karup Å - Læs mere om fangsten i fangstjournalen.

Se listen over de seneste nyheder


Hvad sker der lige nu?

Der er ingen nyheder lige nu.


Se listen over hændelser